Børn og unge har ret til indflydelse på de beslutninger, der former deres hverdag og fremtid. Hvis vi ønsker et stærkt demokrati i Danmark, skal unge have adgang til det og føle ejerskab over det. Derfor glæder det os, at den nye regering vil sætte børn og unge i fokus. Vi ser frem til samarbejdet.

Regeringen har nu præsenteret sit regeringsgrundlag, og heldigvis er børn og unge ikke blevet glemt. I en tid, hvor bekymringer om demokratisk tilbagegang fylder mere og mere i den offentlige debat, er det vigtigere end nogensinde at investere i fremtidens demokrati. Derfor er vi begejstrede for, at børn og unges ret til at blive hørt og inddraget er en del af det netop annoncerede regeringsgrundlag.
I NAU arbejder vi hver dag for at give unge en stemme i deres lokalsamfund – særligt gennem lokale ungdomsråd. Det gør vi, fordi et stærkt demokrati kræver, at alle oplever, at deres holdninger bliver hørt og taget alvorligt. Når unge får mulighed for at deltage, får de ikke kun indflydelse på deres egen hverdag – de opbygger tillid til og erfaring med demokratiet.
Alt for mange unge oplever i dag, at de mangler indflydelse og har lav demokratisk selvtillid. Det kan vi ændre ved at skabe flere rum, hvor unge kan engagere sig, blive hørt og være med til at forme de beslutninger, der påvirker deres liv.
Derfor ser vi frem til samarbejdet med regeringen om at styrke unges demokratiske deltagelse. For os er målet klart: Lokale ungdomsråd skal være en mulighed for alle unge i Danmark – ikke kun for dem, der er heldige at bo i den rigtige kommune. Demokrati skal være en rettighed, ikke en tilfældighed.
