Beretning fra generalforsamlingen i URT

Foto: Richo Lund Hald
Foto: Richo Lund Hald

D. 7. januar var der generalforsamling i URT (Ungdomsrådet i Thy). I Thy ved de, hvordan de skal gøre deres ungdomsråd relevant, og deres erfaringer skal selvfølgelig deles. Så her kommer en beretning fra et ungdomsråd af den virkelig seje slags. Beretningen er skrevet af tidligere sekretær Johanne Sofie Krog Nedergaard.

Den første tirsdag i det nye år samledes URT’s hårde kerne til generalforsamling. Den gamle bestyrelse stod parat til med vemod at give faklen videre til den nye generation, og hvad der forhåbentlig bliver et år fuld af glade mennesker og fantastiske oplevelser. At være i URT-bestyrelsen er både givende og krævende, og det er altid spændende at se, hvem der tør give sig i kast med opgaven.

Overvældende fremmøde til traditionsfyldt generalforsamling

Endnu en gang mødte der overvældende mange mennesker op – hele 60, hvilket er flere end til sidste års generalforsamling. Vi kan kun konkludere, at interessen og behovet for URT er så stort som nogensinde. Formand Andreas Campbell bød velkommen, og mødet var i gang. Der blev traditionen tro drukket ice tea og spist cookies (måske røg der også et par Thy Pilsnere indenbords), mens de fremmødte lyttede til årsberetningen.

De deltagende forsynes med cookies og ice tea. Foto: Richo Lund Hald.
De deltagende forsynes med cookies og ice tea. Foto: Richo Lund Hald.

Et år på godt og ondt

Det har været et år på godt og ondt i URT. Vi har haft det dyreste og mest ambitiøse musikprogram nogensinde og samtidig fået nogle påbud fra kommunen og politiet, der hverken har gjort det nemmere økonomisk eller afviklingsmæssigt. Som formanden udtaler: »Det er en kamp, men det er det hele værd«. I løbet af året har vi haft fint besøg af Marianne Jelved og Christian Friis Bach, ligesom vi har beskæftiget os mere med politik end vanligt – nemlig gennem vores kommunalvalgskampagne, der skulle motivere unge til at stemme.

Forskellige ting har gjort, at vi ikke har klaret os så godt økonomisk, hvilket regnskabet også viste, da det blev præsenteret ved kasserer Laurids Aeppli. Den økonomiske krise skyldes diverse restriktioner fra kommunen (krav om husleje, tidligere lukningstidspunkt og begrænset barsalg til folk under 18 år), en uventet stor bryghusregning og det ambitiøse musikprogram. Det er kun lige knap, at vi efterlader et overskud på kontoen til den nye bestyrelse, og vi ønsker dem held og lykke, med alle de udfordringer det måtte bringe.

En motiveret bestyrelse

Efter tillidsvotum indtrådte den nye formand, Kristian Fonseca Huss, i dette embede under store klapsalver. I motivationstalen lovede han, at URT nok skal klare sig, selvom der kommer hårde udfordringer fremover – for som han sagde: »Vi er nogle trodsige sataner«. URT-bestyrelsen er kendetegnet ved at kunne få det bedste ud af alle situationer, og den linje vil Huss fortsætte.

For fjerde år i træk var der kampvalg til de menige bestyrelsesposter. To fra bestyrelsen anno 2013 genopstillede, og derudover så vi 15 nye, bævende personligheder stille sig op og fortælle, hvorfor netop de var de rigtige til dette prestigefyldte ansvar. Et udtryk gik igen i talerne og bevidnede URTs ånd: »Jeg synes, det er et fantastisk sted, og jeg er klar til at møde udfordringerne«. Efter en spændende stemmeoptælling var valget afgjort, og de nyvalgte bestyrelsesmedlemmer måtte stille sig op til fotografering – men ikke under klapsalver, da det er kutyme at vise respekt for dem, der ikke kom ind.

Der er altid en speciel stemning over URTs generalforsamling. Man beruses af fornemmelsen af frihed, gåpåmod og lysten til at være med.

Beretning fra generalforsamlingen i URT
Rul til toppen