De unge imponerede ved kommunalvalget

Projektweekenden 2013, hvor NAU's kampagne for sjovere.nu blev udtænkt
Projektweekenden 2013, hvor NAU’s kampagne for sjovere.nu blev udtænkt

NAU havde udsendte på Christiansborg i går til en konference om valgdeltagelsen ved kommunalvalget sidste efterår. Og resultaterne for ungdommen er ekstra gode!

Valgdeltagelsen steg ved kommunalvalget med hele 13 procentpoint for unge mellem 18 og 21 sammenlignet med sidste valg. Det er en større stigning end for nogen anden gruppe, viser en undersøgelse foretaget for Københavns Universitet.

NAU var blandt de aktører, der i efteråret 2013 gjorde en massiv indsats for at få flere i stemmeboksene til kommunalvalget. Organisationens landsdækkende kampagne sjovere.nu satte fokus på, hvorfor unge også bør stemme. Og det virkede. 58,7 procent af de unge mellem 18 og 21 stemte til valget.

Sjove tiltag virker

Da undersøgelsen blev fremlagt, blev det gjort tydeligt, at man især kan få en stor effekt ud af kampagner til unge, hvis de spiller på humor. En faktor, der kan siges at gøre sig gældende for NAU’s kampagne sjovere.nu, der indebar flere forskellige initiativer ude i kommunerne. Heriblandt politiske debattles og sjove valgvideoer.

I Haderslev Ungdomsråd afholdt de for eksempel paneldebat for 2000 unge, der blev indledt med opvarmning af en komiker. Her blev kommunalpolitik fremstillet sjovt og spændende, og Nicolai Boysen fra NAU’s ledelse, der er formand for Haderslev Ungdomsråd, tror at arrangementet var blandt de ting, der sikrede en ekstra høj stemmeprocent i Haderslev.

Budskabet skal komme fra kendte ansigter

Afsendere tæt på de unge blev desuden hevet frem som effektfuldt. Derfor håber NAU også fremover at initiativer i de enkelte kommuner vil blive prioriteret for at holde valgdeltagelsen høj og måske endda hæve den yderligere.

Kasper Møller Hansen, professor i Statskundskab ved Københavns Universitet, der står bag undersøgelsen, understregede på konferencen, at den høje valgdeltagelse ikke må give anledning til at hvile på laurbærrene fremover. Der er nemlig ingen garanti for, at deltagelsen forbliver det samme til næste valg, hvis der ikke også der er intensive kampagner, der opfordrer unge til at stemme.

De unge imponerede ved kommunalvalget
Rul til toppen