Af Nicolai Boysen
I oktober 2009 sidder en lille, usikker og genert – men også meget engageret – dreng på 12 år til den fælles kommunale elevrådsdag i Haderslev Kommune. Han hører, at mange af de samme problemstillinger går igen blandt elevrådene, og at de dybest set arbejder for det samme og undrer sig over, hvorfor de ikke samarbejder mere.
Efter at have lånt sin forældres computer og en masse Google-søgninger, finder han begrebet ”fælleselevråd”, som han i lang tid forsøger at oprette i kommunen. De kommunalt ansatte er meget søde, men tror enten ikke rigtig på projektet eller drengen – og fælleselevrådet bliver aldrig en realitet.
Det får dog aldrig den nu 13-årige dreng til at give op, og han hæver i stedet ambitionerne. Han har nemlig fundet begrebet ”ungdomsråd”, som er endnu mere end et fælleselevråd. En dag beslutter han sig for at skrive en mail til borgmesteren. Og selvom han overvejer længe, om han nu skal sende den mail han har formuleret, ender han alligevel med at tykke send.
Selvom det er ca. 7 år siden, jeg sendte mailen afsted, kan jeg stadig huske nervøsiteten over, om borgmesteren nu ville tage en 13-årig dreng seriøst. Jeg endte med at stole på, at jeg havde gjort mig umage nok til at blive taget seriøst. Heldigvis var det også tilfældet, og borgmesteren svarede til min store lettelse ret hurtigt. Og selvom der gik yderligere næsten et år, resulterede det i at Haderslev Ungdomsråd blev oprettet i september 2011.
Havde jeg kendt til NAU dengang for otte år siden, var der nok ikke gået 2 år fra de første spæde tanker, til der egentlig var oprettet et ungdomsråd. Og havde jeg for alvor kendt til NAU i mine første år som ung og uerfaren ungdomsrådsformand, var vi måske ikke løbet ind i så mange problemer, som vi gjorde kort efter opstarten. Vi havde måske en spinkel idé om, hvad vi gerne ville, men vi havde ingen ide om, hvordan vi skulle gribe det an, og som så mange andre ungdomsråd kom vi hurtigt til mange medlemmer. Da vi var allerfærrest, var vi kun 4 aktive medlemmer tilbage.
Udviklingen vendte en dag vi havde NAU’s daværende sekretariatsleder på besøg. Hun introducerede os for begrebet ”Små Sikre Synlige Succeser”, som i al sin enkelhed går ud på at folk gerne vil engagere sig i succeser, og at man derfor lige så godt kan starte med at lave nogle små, sikre nogle af slagsen og sørge for at fortælle folk om dem. Det forsøgte vi, og ikke lang tid efter havde vi både lavet en masse mindre succeser, men også en musikfestival for 800 mennesker. Siden har Haderslev Ungdomsråd lavet et væld af aktiviteter og efter min bedste overbevisning gjort en forskel for kommunen – både hvad angår valgdeltagelsen, ungdomskulturlivet, samarbejdet mellem ungdomsorganisationer og det at give unge en stemme i lokalsamfundet.
Det er et enormt privilegium at have været formand for en Netværket af Ungdomsråd, der rummer 48 råd, som godt nok er vidt forskellige, men som alle gør en forskel – både for den enkelte unge, for lokalsamfundet og i fællesskab for hele landet. En af mine største glæder som formand har været at se, hvor mange små og store, sikre, synlige succeser, vi som fællesskab skaber i hele landet. Og det glæder mig især, når NAU har været med til at guide et råd i retning mod en succes.
Siden jeg blev valgt ind i ledelsen for 4 år siden, er der sket meget i NAU – men der er sket mindst ligeså meget med mig. Mine poster som formand for HUR og formand for NAU har nok været den mest omfattende og givende uddannelse, jeg endnu har gennemført. Det er en stor gave at have fået muligheden for at arbejde med så mange dygtige ansatte, frivillige og samarbejdspartnere. Og jeg er ubeskriveligt taknemmelig for de erfaringer, ungdomsrådsarbejdet har givet mig.
Selvom jeg kun har været med i 4 år, føles det alligevel som om, at NAU altid har været en del af mit liv. Efterhånden er NAU blevet til en del af min identitet; på mit arbejde hedder jeg ”NAU-colai”, og jeg kan næsten ikke tage til en by i Danmark uden først at undersøge, om de har et ungdomsråd. Derfor er det også utroligt svært at sige farvel til organisationen. Alligevel er det blevet tid til at give stafetten videre, så NAU fortsat kan udvikle sig. Jeg håber, at jeg får mulighed for at følge stolt med på sidelinjen.
Jeg vil gerne sige tusind tak for alle de mange oplevelser, muligheder og venskaber, NAU har givet mig, og tak til alle de mennesker, jeg har mødt undervejs. Allermest vil jeg gerne sige tak til en lille, usikker og genert dreng på en elevrådsdag i 2009 – for at han turde engagere sig. Jeg tror på, at det har gjort en forskel, og jeg håber på, at det har gjort det muligt for endnu flere unge at engagere sig. Det gør nemlig en kæmpe forskel, når unge engagerer sig i samfundet, og det håber jeg, at endnu flere vil gøre i fremtiden.
