Endelig er der lys forude for Ungdomsrådet i Thy – bedre kendt som URT – der gennem det sidste år har været i økonomiske problemer
Torsdag mødtes et af Danmarks hidtil stærkeste ungdomsråd til deres traditionsrige generalforsamling. Som sædvanlig var fremmødet imponerende. 70 unge var dukket op for at spise cookies, drikke iste og vælge en ny bestyrelse. Det blev imidlertid ikke et valg helt efter traditionerne. Modsat tidligere år, var der ikke kampvalg til selve bestyrelsen, til gengæld var der hele fire kandidater til formandsposten.
»Tidligere har man prøvet at blive enige om, hvem der stiller op som formand, men i år havde de hver deres måde at se på tingene på, så det var godt, at de alle sammen stillede op, og det blev valgt til generalforsamlingen,« siger tidligere formand Kristian Fonseca Huss. Janne Frost endte med at løbe med posten.
Nye tider i URT
Kristian Fonseca Huss stillede ikke selv op igen, fordi han tror, at der er brug for nye kræfter i URT.
»Vi har brug for nogle bestyrelsesmedlemmer, der kan se på vores økonomiske problemer på en ny måde. Der ville ikke komme særlig meget nyt ud af det, hvis jeg fortsatte,« siger han.
Ungdomsrådet har en gæld på mellem 30.000 og 40.000 kroner, som betyder, at URT er truet af lukning, hvis de unge ikke finder en løsning. Ifølge Kristian Fonseca Huss har det heldigvis vist sig, at hele lokalsamfundet er klar til at støtte op om, at Thisted kan bevare URT.
»Janne Frost har allerede holdt møder med kommunen, og firmaet ab Metal har været ude og sige, at de gerne vil hjælpe med at redde URT. Så der er klart optimisme at spore.«
URT behøver mere fast støtte
Også når man spørger Kristian Fonseca Huss selv, er optimismen stor. Han tror, at rådet ved næste generalforsamling har vendt økonomien igen.
»Det er jo ikke nogle nye problemer. Det er noget, vi har kæmpet med i to år. Jeg har været for dårlig til at spørge om hjælp, men nu er det på tide, at URT får nogle mere håndfaste støtteaftaler,« siger han.
Rådet har manglet en form for kontinuitet, hvor der for eksempel hele tiden er nogen, der ved, hvordan man skal holde øje med økonomien, men det ser nu ud til, at den hjælp ikke er svær at finde.
Støtten kommer ifølge den tidligere formand væltende, fordi URT er så fast forankret i lokalsamfundet, og fordi rådet som et af Danmarks stærkeste gang på gang er med til at sætte Thy på Danmarkskortet