NAU – Netværket af Ungdomsråd

NAU er paraplyorganisationen for ungdomsråd og -huse i hele Danmark.

På besøg hos: Slagelse Ungdomsråd (4:7)

Slagelse-1

Hvordan er det at være ung i din kommune? Hvad vil ungdomsrådet gerne have indflydelse på? Og er du egentlig stolt af at være med i ungdomsrådet? I sommer tog Mikkel Vinther, projektassistent hos NAU, på turné i Danmark. Han besøgte en masse ungdomsråd og stillede dem blandt andet de tre spørgsmål ovenfor. Det er der kommet en lille serie på syv afsnit ud af – læs med og tag ‘På besøg hos’ hver mandag frem til december!

Mangler du et overblik over ungdomsrådene i Danmark? Så tag et kig på kortet, klik på en kommune og find oplysninger om deres ungdomsråd. De røde har ikke et råd, de gule har et råd uden at være medlem af NAU, de grønne har et råd og er medlem af NAU, og de blå er i gang med at opstarte nye ungdomsråd!

– Vi er ved at være på fornavn med rigtig mange på Rådhuset. Vi er næsten stamgæster, siger næstformand Marcus som optakt til SLUR’s konstituerende generalforsamling. På grund af mangel på lokaler til de unge foregår generalforsamlingen hjemme i privaten hos formanden. Men Slagelse Ungdomsråd ved, at de nok skal få et hus til kommunens unge – de går nemlig altid grundigt til værks.

Hvordan er det at være ung i Slagelse?
– Det er godt at være ung i Slagelse, så længe du går i skole. Men på mange måder mangler der nogle offentlige rammer for opblomstring af ungdomslivet. Mange unge er politiske aktive, og derfor er det politiske arbejde også vores store fokus.

Hvad har I haft indflydelse på?
– Vi har fået hævet vores årlige tilskud fra 5.000 kr. til 30.000 kr., så nu er økonomien grundlagt til stærkt ungdomsengagement i fremtiden. Vi er med i et utal af kommunens udvalg om alt fra busafgange over folkeoplysning til rådet for socialt udsatte, og så har vi afholdt en paneldebat, hvor 60 mennesker troppede op, selvom regnen silede ned.

Hvad vil I gerne have indflydelse på?
– Slagelse Ungeråd er meget engageret i unges politiske indflydelse. Derfor ønsker vi et ungdomshus, der ved både at være politisk, kulturelt og socialt vil være hjem for byens ungdomspartier og -foreninger. Derudover vil vi rigtig gerne lave en politisk bred vision for ungdomslivet i Slagelse og se på, hvordan vi får en bedre offentlig transport om natten, der gør den natlige hjemrejse fra en bytur lidt nemmere.

Hvad er unikt ved Slagelse Ungeråd?
– Sammenholdet er stærkt trods stor politisk uenighed. Vi mødes ofte uformelt og hygger os. Vi går også altid grundigt til værks. Vi har bl.a. lige fået 25.000 kr. til at lave en undersøgelse, der skal vise, hvad Slagelse Ungdomshus egentlig skal indeholde. Og så har vi et Politisk Udvalg, der består af en repræsentant fra alle ungdomspartier med over ti medlemmer, der diskuterer ungdomsrelevante emner. Hvis ungdomspartierne kan blive enige om at lave natbusser til Korsør, så har vi en meget stærk sag overfor kommunen og moderpartierne. Oftest har vi også selv et bud på, hvordan vores ideer økonomisk kan løses, når vi præsenterer vores ideer for kommunen, og den grundighed er vi meget kendte for og stolte af.

 


FAKTA OM SLAGELSE UNGERÅD

Interviewrepræsentant: Marcus Lau Jensen, 19, HHX 2. år, næstformand
Oprettelse: 2009
Årlig økonomisk støtte: 30.000 kr.
Organiseringsform: Formand, næstformand og fem bestyrelsesmedlemmer
Rådsmedlemmers alder: 18-22 år
Eksempler på aktiviteter: Paneldebat, cafédebatter og sportsjam
Tilknytning til kommune: Kommunal kontaktperson tilknyttet. Administrerer penge og assisterer, når rådet ønsker det
Samarbejdspartnere: Gymnasiet, produktionsskolen, Syddansk Universitet, biblioteket og ungdomspartierne

På besøg hos: Slagelse Ungdomsråd (4:7)
Rul til toppen