Af Mathias Sommer og Rasmus Petersen
Onsdag blev det første officielle sjovere.nu-arrangement afholdt i Viborg, hvor fem unge byrådskandidater deltog i Debattle
Med kampagnen sjovere.nu forsøger NAU, Netværket af Ungdomsråd, at inspirere ungdomsrådene til at hjælpe til arrangementer om demokrati og lokalpolitik.
Tirsdag var sjovere.nu i Ringkøbing og igår onsdag blev det første egentlige arrangement afholdt i Viborg af ungdomsrådet.
Viborg Ungdomsråd havde sat unge byrådskandidater stævne, fordi diskulere udfordres i debatter, der batter for unge. Det var temaer som cykelstier, studieboliger, gratis busser og iværksætteri, der blev diskuteret flittigt.
– Vi skal udvikle Viborg som studieby, da der er flere der flytter til byen end fra byen. Derfor skal vi skabe et studiemiljø med kultur og demokratisk engagement, sagde venstrekandidaten Isak Koed for eksempel.
Kasper Andersen fra Socialdemokraterne slog dog fast, at det hele ikke skal være snak: “Der skal ikke være langt fra tanke til handling i kommunen”, sagde han.
Ung med unge
Alle de fremmødte politikere var under 25 år, fordi målet med debatten netop var at skabe en ung-til-ung-dialog. Det betød også, at der ”kun” var deltagelse fra SF, S, R, V og DF. Et pænt fremmøde, der understeger en vigtig pointe for Viborg Ungdomsråd
– Vi vil med Debattle gøre opmærksom på, at lokalpolitik også er for unge. Både at der bliver diskuteret emner, som vedrører unge, men også at der findes unge kandidater, som er klar til at kæmpe de unges sag frem mod valget og måske også efter den 19. november, fortæller Rasmus Petersen, der er medlem af ungdomsrådet.

Gode fremtidsudsigter
Debatten var både god og levende. Aftenen blev styret med hård hånd af Signe Munk og overværet af omkring 35 unge fra lokalområdet. Signe Munk er et kendt ansigt blandt byens unge, da hun i kraft af sin plads i Viborg Byråd har været et stor aktiv for unge og været i direkte talerør ind i kommunen og blandt andet været med til at skabe politisk opbakning til et projekthus i Viborg. Desværre for de unge stopper Signe efter denne valgperiode. Men efter dagens debat synes Rasmus og de andre unge fra Viborg Kommune igen at have fået politikernes opmærksomhed. I hvert fald hos Kasper Andersen (S), der udtalte:
”Viborg er en kommune, som skal udvikle sig for at trække unge til byen. Der skal ikke være langt fra tanke til handling i kommunen.”